|
| |
Historie |
. |
Karate møder man første gang omkring år 470 e.Kr., hvor den
indiske Zen-buddhistmunk, Daruma Taishi (Bodhidharma), kom til Kina for at
undervise i Zen. Han fandt munkene i det kinesiske tempel Shao-lin utrænede
og i svagelig tilstand, og det var ikke den rene barneleg at deltage i
Daruma's undervisning, for hans undervis- ning stillede store krav til
elevernes psykiske og fysiske styrke. For at udvikle disse lærte eleverne
en række øvelser - faktisk en form for aktiv meditation som udviklede
fysikken og satte sind og legeme i harmoni. Det var den første form for
karate, og den blev senere kendt som Shorin-ji Kempo og spredt ud over
hele Kina. Formen var våbenløs, da buddhistmunkene ikke måtte bære
eller anvende våben. For alligevel at kunne forsvare sig, trænede
munkene i en våbenløs selvforsvarsteknik.
Fra Kina kom karate til Okinawa, Japan, for omkring 350 år siden, hvor
karaten forbedredes og udvikledes - blev altså opbygget på Okinawa og
senere sat i system i moderlandet: Japan. En udvikling der fremmedes,
fordi Satsuma-klanen fra Japan, som herskede over øerne, havde forbudt
indbyggerne at bære våben. På Okinawa hed sporten KARA-TE, hvor KARA
var Kanji-tegnet for "fremmed", hvilket var ensbetydende med
Kina. Det var først så sent som i 1920, at G. Funakoshi ved stiftelsen
af Shoto-Kan ændrede det første Kanji-tegn til "Tom", dette
tegn udtales også KARA. Karate oversættes nemlig gerne til "Tom hånd".
Oprindelig hed det "Tang Te", hvilket var synonymt for
"Kunsten fra Kina". Egentlig "Kunsten fra Tang" - den
kinesiske kejser, hvis navn dengang var almen anvendt om Kina i det hele
taget.
Historiske fakta om udviklingen af kampkunsten KARATE begynder med
Sakugawa, der levede i Shuri fra 1733 til 1815 og underviste i "To-De",
som han havde stiftet bekendtskab med i Kina. På nogenlunde samme tid
ankom en kinesisk Kempo-ekspert til Okinawa sammen med nogle af sine
elever for at undervise i sin form for Kempo(te). Hans navn var Ku Shanku.
Han siges ligeledes at være ophavsmand til vore dages KARATE.
I byen Naha, der mest var beboede af handelsdrivende og tilflyttede
syd-kinesere, udvikledes det kinesiske "Syd-Te", mens i Shuri,
der var hjemsted for blandt andet kejserregeringens kontaktpersoner,
diplomater og højt rangerede krigere, udvikledes "Nord-Te".
Kampformerne "To-De" (senere "Kara-Te"), eller bare
benævnt "Te" blev altså udviklet på Okinawa; med de tre byer
Shuri, Naha og Tomari som centre. Afhængigt af i hvilket område den pågældende
kampform blev dyrket, kaldte man dem også: Naha-Te, Shuri-Te og Tomari-Te.
Henimod slutningen af det 19. århundrede ændredes navnene på
stilarterne igen. Kampformerne fra områderne Shuri og Tomari blev
sammenfattet til Shorin-Ryu og den i Naha praktiserende kunst blev kaldt
Shorei-Ryu. Shorin-Ryu indeholdt flere let forskellige stilarter, mens
Shorei-Ryu deles i to stilarter: Goju-Ryu og Ueschi-Ryu. At stilarterne således
fik navne og betegnelser har sikkert været medvirkende til, at formerne
nu blev systematiserede. Denne foregik under ledelse af især Yasutsune
Itosu og Yasutsune Asato, der begge var blevet undervist af Sokon
Matsumura.
Gichin Funakoshin (1868-1957) elev af Itosu og Asato blev manden, der var
ansvarlig for udbredelsen af karate uden for Okinawa. I 1921 besøgte den
japanske kronprins Okinawa, hvor man til hans ære holdt en
karateopvisning. Prinsen blev så begejstret, at han ønskede karate
introduceret på hovedøerne. I 1922 blev Funakoshi hentet til Tokyo for
at lave en opvisning ved et atletikstævne. Funakoshi blev i Japan, og
hans succes fik flere karate-mestre til at komme fra Okinawa til Japan,
for at undervise.
DE 4 HOVED-STILARTER
SHITO-RYU:
Kenwa Mabuni (1893-1957) havde været elev af Itosu og Higaonna. Han
lavede en syntese af begge karateretninger (shorin-ryu og shorei-ryu), og
til navnet på den nye stil benyttede han sig af initialerne fra begge
mestrene og kaldte den for Shito-Ryu. Han underviste i dette system på
Okinawa og aflagde også adskillige besøg i Japan. I året 1929 bosatte
han sig i Osaka for at undervise i karate. Shito-Ryu stilen er idag en af
de fire største stilarter i Japan.
GOJU-RYU:
Af de japanske stilarter er Goju-Ryu den, der tydeligst viser den
kinesiske oprindelse. Chojun Miyagi (1888-1953) var elev af Kanryo
Higaonna (Naha-Te). Begge studerede to former for kinesisk boksning: Shao
Lin Chuan og Pa Kua Chuan. Miyagi kaldte så sin karatestil for Goju-Ryu.
Goju betyder ordret oversat: Hård-blød. På Gogen Yamaguchi`s invitation
kom han i 1929 til Kyoto. Senere udnævnte han Yamaguchi til sin efterfølger
i Japan. Under navnet Goju-Ryu præsenterede Miyagi sin karate i 1930 ved
Butoku-festen i Butoku-kan i Kyoto. Goju-Ryu lærer udøveren en særlig
åndedrætsteknik til udvikling af stabilitet og kraft.
WADO-RYU:
Hironori Ohtsuka begyndte i 1922 med karatetræning hos Gichin Funakoshi.
Han var ganske vist også elev hos Kenwa Mabuni og Choki Motobu. På et
tidligere tidspunkt havde han studeret Shindo Yoshin-Ryu jujutsu. I den
efterfølgende tid udviklede han sin egen karatestil, idet han kombinerede
Funakoshi`s lære med -især- wado = fredens vej.
SHOTOKAN:
"Shoto" var Funakoshi`s kunstner-navn. Han skrev poesi og digte
under pseudonymet "Shoto", som betyder "fyrretrækronens
susen". Ordet "kan" betyder "hus". Shotokan
betyder således Shoto`s Hus eller "fyrretrækronens susen´s
hus". I 1936 stod den første dojo færdig i Japan. Over dens
indgangs parti stod et skilt med inskriptionen: Shotokan. Dette navn blev
så til den form for karate, som sensei Gichin Funakoshi stod for. I dag
udgør denne stil omkring 80% af al karate på verdensplan.
I dag en højt udviklet sportsgren med regler, som forbyder farlige slag.
Formålet er at træne udøveren fysisk og åndeligt, så selvtilliden
udvikles. Sporten er organiseret under Dansk Karate Forbund (DKarF),
stiftet 1980. DKarF, som er et specialforbund under DIF og havde (1995)
ca. 7200 aktive medlemmer fordelt i 105 foreninger.
|
| |
| |
| |
|
