I de sidste årtier er Karate-Do steget i popularitet over hele verden. Karate-Do trænes i Japan af politiet og deres selvforsvarsstyrke. På mange universiteter i Japan er Karate-Do med på det obligatoriske pensum. 

Sammen med populariteten har der også været visse uheldige fortolkninger og forvanskninger af Karate. Karate er f.eks. blevet forvekslet med Kinesisk boksning, og Karatens forbindelse med den oprindelige Te-(Hånd) kunst fra Okinawa er ikke forstået rigtigt. 

Der er stadig folk som tror Karate kun er et show, hvor to mænd angriber hinanden på den mest bestialske måde. Eller som tror der kæmpes som om det er en afart af boksning hvor det er tilladt at bruge fødderne. Eller som tror at det handler om at vise sig ved at smadre mursten eller isblokke med hænderne, fødderne eller hovedet. 

At være i stand til at skade en modstander og ødelægge ham med ét slag eller spark har ganske vist tidligere været målet med den ældgamle kampkunst fra Okinawa. Men selv de gamle Japanske mestre lagde større vægt på den mentale side af kunsten, end på teknikkerne. Træningen udvikler både krop og sjæl, og frem for alt må man behandle sin modstander høfligt og korrekt. 

Sensei Gichin Funakoshi (grundlæggeren af Shotokan Karate), påpegede gang på gang at Karatetræningens første og fornemste mål er at kultivere et godt sind; en ydmyghedens ånd. Samtidig må man udvikle tilstrækkelig kraft til at være i stand til at besejre et vilddyr med et eneste slag. Det er kun muligt at blive en sand elev af Karate-Do, hvis man opnår perfektion i begge disse to aspekter. Det ene mentalt, det andet fysisk. 

Karate som selvforsvar og som middel til at forbedre og vedligeholde helbredet, har længe været kendt. I løbet af de sidste tyve år er et nyt fænomen dukket op og har skubbet sig i forgrunden. Det er sportskarate. I sportskarate afholdes konkurrencer med det ene formål at bedømme deltagernes evner. Det er vigtigt at understrege at der i dag er en tendens til at lægge alt for stor vægt på at vinde turneringer. Mange der gør det negligerer de fundamentale teknikker og forsøger sig med Jiyu Kumite (Fri kamp, uden regler) ved først givne lejlighed.

Når man lægger for stor vægt på at vinde konkurrencer, kan det ikke undgå at påvirke de grundteknikker man anvender, og den træning man går op i. Det vil hurtigt resultere i, at man bliver ude af stand til at udføre en kraftfuld og effektiv teknik, der når alt kommer til alt, er det der først og fremmest kendetegner Karate-Do. 

Den der begynder på Jiyu-Kumite for tidligt, uden først at have trænet de fundamentale grundteknikker nok, vil meget hurtigt blive overhalet af den person, der har trænet sine grundteknikker længe og samvittighedsfuldt.

Det handler simpelthen om at hastværk er lastværk. Der findes ikke noget alternativ til at træne grundteknikker og bevægelser trin for trin, niveau for niveau. 

Skal man holde konkurrencer, må de holdes under passende former og med den rette indstilling.

Ønsket om at vinde en kamp er ødelæggende, fordi den fører til en manglende seriøsitet i indlæringen af grundteknikkerne. Desuden er det fuldstændigt uacceptabelt blot at stræbe efter rå styrke og kraft i konkurrence. 

Når dette sker, glemmes respekten og høfligheden overfor modstanderen, den respekt der er af yderste vigtighed i alle aspekter i Karate. At afgøre hvem der er vinderen, og taberen, er ikke endemålet i rigtig Karate-Do. Karate-Do er en kampkunst, der udvikler ens karakter gennem træning, så Karate-Ka kan overvinde alle forhindringer, fysiske som mentale. Karate-Do er en form for ubevæbnet selvforsvar, hvor arme og ben trænes systematisk, og hvor en fjende der pludselig angriber kan kontrolleres, som om der var tale om rigtige våben. 

Karate-Do er øvelser der gør at en Karate-Ka mestrer alle kropsbevægelser, som eksempelvis at bøje sig, springe og balancere. Dette gøres ved at lære at bevæge arme, ben og krop frit og ensartet bagud, fremad, til højre og venstre, opad og nedad. Teknikkerne i Karate-Do er under fuld kontrol af Karate-Ka’ens viljestyrke, og sættes ind mod målet spontant og nøjagtigt. 

Essensen i Karate er ”Kime”. Kime betyder et eksplosivt angreb på målet med den rigtige teknik og med maksimal kraft på den kortest mulige tid. For længe siden brugte man udtrykket ”Ikken Hissatsu”, der betyder at ”dræbe med ét eneste slag”. At tro at det betyder at formålet er at dræbe, er både forkert og farligt. Man bør huske at de gamle dages Japanske Karate-Ka`er trænede deres Kime hver eneste dag med indædt alvor ved at træne på deres Makiwara. 

Kime kan optrænes ved at slå eller sparke, men også ved at blokere. En teknik, der mangler Kime, kan aldrig betragtes som rigtig Karate, uanset hvor meget den se ud til at ligner Karate. Det gælder også i konkurrencer; her er det bare imod reglerne at røre modstanderen, fordi det ville være for farligt. 

”Sun-Dome” betyder at stoppe en teknik lige før den rammer målet. (En Sun er ca. 3 centimeter). Men at undlade at afslutte en teknik med Kime er ikke sand Karate, så spørgsmålet er så, hvordan man forener modsætningen mellem Kime og Sun-Dome. 

Det opnår man ved at forestille sig at det er målet foran modstanderens vitale punkter, der sigtes efter. På denne måde kan man ramme dem kontrolleret og med maksimal kraft uden at have fysisk kontakt. 

Træningen forvandler visse dele af kroppen til våben, der kan bruges hurtigt og effektivt. Det er derfor nødvendigt at opbygge en stærk selvkontrol. 

Karate-Do er Karatens rigtige brug, udført med den rette forståelse. Den der oprigtigt træner i denne Do og virkelig forstår Karate-Do bliver aldrig nemt trukket ind i en kamp.

Studerende af enhver kunstart, som indbefatter Karate-Do, må aldrig glemme at forædle sind og krop.

Sensei Gichin Funakoshi sagde:"At vinde hundrede sejre i hundrede slag er ikke den største færdighed. At besejre fjenden, uden at kæmpe, er den største færdighed"...

"Osu"